![]() |
![]() Husk badesikkerhed når du er i sommerhus ved Vesterhavet. vestkysten oig havet er et smukt stykke vild og utæmmet natur, som på det punkt kan sammenlignes med Alperne eller de norske skove. Ogse her skal man have respekt for naturen og tænke sig om. |
En artikel om badning i Vesterhavet og badesikkerhed.
Sidste sommer var hele familien og jeg i sommerhus ved Vesterhavet. Vi havde lejet et dejligt sommerhus ved Vedersø Klit. Vi havde en fantastisk sommerhusferie, hvor vi virkelig fik genopladet batterierne, og vi var også alle ude at bade i Vesterhavet. Desværre var det ikke alle feriegæster i området, der havde en dejlig ferie - for en enkelt familie var den direkte tragisk.
Der var for eksempel den tyske familie, hvor en ung mand på 18 år sammen med tre af sine kammerater var svømmet bare 15 meter ud i Vesterhavet. Desværre var det den helt forkerte dag til at bade i Vesterhavet; den dag blæste det en del, og – som man ved selvsyn kunne konstatere – var der forholdsvist store bølger på havet. I radioen forlød det ifølge hans tre venner (som heldigt reddede sig i land), at hans sidste ord var "Ich kann nicht mehr – ich kann nicht mehr!" – han kunne ikke længere holde sig oppe, og så viste Vesterhavet sig fra sin farligste side. Han var kun 15 meter ude i vandet, men det gjorde ingen forskel.
Den unge tysker var ellers en dygtig svømmer, men badning i Vesterhavet er ikke det samme som at svømme i en svømmehal. Nogle dage er havet på grund af vind og vejrforhold så lumsk, at det er fuldstændig uden betydning, hvor god en svømmer man er. Den dag var Vesterhavet ikke til at spøge med; faktisk tog det også livet af den unge mands tante, som sprang i havet for at redde sin nevø op. Helikopteren, som vi kunne se fra vores sommerhus ved Vedersø Klit, kunne ikke umiddelbart finde liget af den unge tyske mand. Da vi sidst på ugen kørte hjem fra sommerhuset, var liget stadig ikke bjærget. Det er slet ikke til at forestille sig køreturen hjem til Tyskland for familien til de to omkomne.
Da jeg hørte om drukneulykken i radioen, tænkte jeg på de gamle Dakota-indianere, som jeg for snart mange år siden lærte om i religionskundskab. Dakota-indianerne mente efter sigende, at Moder Natur aldrig var ond – men nogle gange grusom. Vesterhavet er noget af den mest storslåede og fascinerende natur, der findes i Danmark, men det kan bestemt også være en grusom oplevelse, hvis man ikke udviser den fornødne respekt. Så tag dig i agt, og pas på dig selv og din familie – og advar eventuelt de udenlandske turister, som ikke er vokset op med vores historier om det farlige Vesterhav. Der omkommer også forholdsvis flere danskere i udlandet, fordi de ikke kender den lokale naturs farer og hemmeligheder. Vesterhavet er et stykke vild og utæmmet natur, som på det punkt kan sammenlignes med Alperne eller de norske skove.
Ingen badedyr, gummibåde eller andet legetøj til at flyde på. Er der strøm kan du, inden du har set dig om, drive længere ud, end du kan svømme ind. Så kommer der måske en helikopter og redder dig, hvilket i sig selv ikke er morsomt, men derudover skal du også selv betale for den – og det overskrider med garanti feriebudgettet.
Hestehuller er dybe huller i sandet skabt af strømme i vandet. Disse huller kan også forekomme tæt på land. Hestehuller gør, at man visse steder pludselig ikke kan bunde. Hestehuller er virkelig lumske, da de hele tiden flytter sig. Så kan du ikke svømme, skal du være forsigtig med overhovedet at gå i havet.
Understrøm – Undgå panik. Understrømmen kan trække en fuldvoksen mand ned under vandet og også ud i havet. Understrøm opstår, når bølgerne skal tilbage ud i havet. Pas derfor på med at lade børn lege i vandkanten, hvis der er bølger. Bølgerne kan let vælte et barn (eller en mand), og så kan man blive taget med bølgen tilbage ud på havet. Bliver du taget af en understrøm, kan du formentligt ikke gøre noget ved det, da der er tale om så stærke kræfter, at man ikke kan kæmpe imod. Det eneste du kan – og skal – gøre, er at undgå panik, slappe helt af og holde vejret til strømmen forhåbentligt slipper dig igen, så du kan svømme op til overfladen.
Udadgående strøm. De fleste, der har været en tur i Vesterhavet, har oplevet udadgående strømme. Nogle gange er disse strømme så kraftige, at, selvom man forsøger at svømme ind til stranden, kommer man ingen vegne. Selvom man svømmer indad står man ligesom stille i vandet uden at komme nærmere stranden. Det eneste du kan gøre, er at forsøge at svømme langs med stranden og finde et sted med mindre strøm, hvor du lettere kan komme indad.
Tag ved lære af lokalbefolkningen. Udenlandske turister er overrepræsenterede i drukneulykkerne ved Vesterhavet. Tilsvarende omkommer uforholdsmæssig mange danskere på deres ferie i udlandet. Det skyldes naturligvis, at man ikke kender og derfor ikke har respekt for de lokale naturforhold. Derfor er det altid en god ide at gøre, som de lokale gør. Hvis de lokale ikke bader, selvom vejret og vandet er varmt, så er det nok ikke tilrådeligt at gøre det. Spørg de lokale til råds, hvis du er i tvivl om, hvorvidt det er forsvarligt at bade; og giv selv råd til de turister, som du kan se gør noget åbenlyst uforsvarligt.
Svømmehaller og badelande i området. Er vejret ikke til en tur i Vesterhavet, findes der langs hele kysten svømmehaller og badelande, hvor man kan få stillet sin bade- og svømmelyst. Kun korte svømmeture i havet – du må ikke være træt, når du kommer op. Havet er hverken en svømmehal eller en legeplads. Du bør derfor kun tage korte svømmeture og ikke være i havet så længe, at du bliver træt eller kold. Overvurder ikke dine egne svømmeevner – Naturen er i sidste ende den stærkeste. Svøm altid langs med stranden, det er kun dumdristigt at svømme udad.
Agtpågivenhed ved hovedudspring – mange steder kan man hoppe i vandet fra en badebro eller et klippefremspring eller lignende. Det anbefales at undersøge hvor dybt der er før man springer i på hovedet. Kik også efter om der er store sten enkelte steder under vandet. Kan man ikke se bunden er det formentligt klogest at springe i med benende først.
Det gamle baderåd om, at man ikke må gå i vandet inden for ½ time, efter at man har spist er en myte – der er intet hold i udsagnet. Myten er blandt andet blevet videnskabeligt undersøgt af den norke fond ' Nysgjerrigperfondet' som med hjælp fra en sulten og svømmeglad 6. klasse kunne afvise rigtigheden af dette tidligere baderåd.. Til gengæld er det forhåbentligt indlysende, at alkohol og badning (især badning i Vesterhavet) er en rigtig dårlig kombination. Nyd i stedet den kolde øl på stranden efter badningen – så smager den også bedre.
Bemærk venligst, at de her ovenfor nævnte baderåd ikke er udarbejdet af noget ekspertråd i badesikkerhed. De er blot udtryk for almen viden og sund fornuft baseret på egne erfaringer fra en, som hvert år tilbringer ferien i et sommerhus ved Vesterhavet.
Efter badeulykken var det i medierne på tale, at man burde opstille livreddertårne langs hele Vestkysten. Efter min mening vil dette være både spild af penge – i hvert fald hvis formålet er at redde liv – og i øvrigt stride mod hensigten.
De dage, hvor det frarådes at bade i Vesterhavet, skal man ganske enkelt følge dette råd. En livredder vil sandsynligvis alligevel ikke kunne nå ud og hjælpe nogen, før det er for sent. Det eneste livreddere ved Vestkysten vil kunne bidrage med, er en falsk tryghedsfornemmelse. Det er vigtigere at turisterne lærer at have respekt for havet. Så kan de nemlig hjælpe sig selv og helt undgå ulykker. Tilstedeværelsen af livreddere ville sende et signal om, at det er sikkert at bade.
Ovenstående artikel er ikke ment som en skræmmekampange mod badning i havet, men alene som en opfordring til at udvise agtpågivenhed i naturen. Jeg bader selv gladelig i Vesterhavet. Men nogle dage bader jeg ikke, og der har også været enkelte ferier, hvor det slet ikke har været muligt at komme i havet. I de sidste 7 år har jeg dog hvert eneste år været i Vesterhavet – og jeg nyder det hver gang.
'Tryg På Stranden' er et samarbejde mellem TrygFonden og Dansk Svømmeunion. Sammen har de udformet disse 5 baderåd: